Carl Pfeil døde den. 10. februar 2021 i en alder af 99 år. Han blev bisat fra Sorø Klosterkirke, og ved bisættelsen var der stor deltagelse af såvel spejdere som medlemmer af Sct. Georgs Gilderne i Sorø.

Såvel spejderlivet som Sct. Georgs Gilderne havde en stor plads i Carl Pfeil hjerte. Derfor besluttede han, da han ikke efterlader sig nogen arvinger, at hans arv i stedet skulle komme det lokale spejderliv til gode.

I 2017 oprettede han et legat, som han siden troligt har indbetalt til, og som hans arv indgår i, nemlig »Carl Pfeil spejderlegat til støtte for spejderarbejde i Sorø Kommune«.

Det er besluttet, at den første uddeling skal ske i 2023, så pengene kan nå at yngle lidt mere. Det er også besluttet, at uddeling altid skal finde sted på Carl Pfeil fødselsdag – den 3. oktober. Alle spejderkorps i kommunen kan komme i betragtning.

Carl Pfeil voksede op ved Hillerød, og allerede som barn ville han gerne være spejder. Han var dog et svageligt barn, så han måtte blive hjemme ved sin mor og hjælpe i hus og have, mens en af hans brødre i stedet blev spejder.

Men spejderdrømmen levede videre, og i 1939 var han så stor, at hans mor ikke længere fik lov til at bestemme, og Carl Pfeil trak i sin første spejderuniform som medlem af Det Danske Spejderkorps i Hillerød.

Spejder-dyderne

Spejder forblev han hele livet, og han levede derfor i høj grad op til mottoet »Én gang spejder – altid spejder«. Han har været divisonschef og distriktschef, deltaget i utallige spejderlejre i ind- og udland og være arrangør af mange spejderløb.

Også Sct. Georgs Gilderne sluttede han sig til, og i 2013 kunne han fejre 70 års jubilæum som medlem her.

For Carl Pfeil betød spejderlivet langt mere end råbåndsknob og bål. For ham var det stedet, hvor man kan vise unge mennesker vigtigheden af team – work, hjælpsomhed, tolerance, kammeratskab, og at man selv må yde et bidrag for at få noget ud af livet.

Et aktivt menneske

Carl Pfeil flyttede til Sorø i begyndelsen af 1980’erne. Han var en meget aktiv mand højt oppe i alderen. Ved sit 70 års jubilæum, da han var 92 år, boede han stadig i sin 2. sals lejlighed i Priorgade, spadserede en time hver dag og deltog i mange forskellige ældreaktiviteter i byen.

Han måtte dog senere flytte på Holbergcentret, men også der holdt han fast i at være så aktiv som muligt. Hver dag kæmpede han sig ned i centrets have, gik en rundtur og fik fodret nogle fugle undervejs.

Videbegærlig var han også. Elskede at læse historiske tidsskrifter og National Geographic og at følge med i nyheder i ind- og udland.

Han havde glædet sig meget til at fylde 100 år i år og til at modtage lykønskningsbrev fra dronningen i den anledning.

Sådan blev det ikke. I stedet vil han selv i mange år fremover glæde lokale spejdere på sin fødselsdag.